Janus Kodal
Gyldendal.dk         
Forfatteren
Bøger
Redaktion
Søstre
Arkiv
Kontakt



Til forsiden

DEN SKREVNE, SKRIVENDE
Bidrag til Haves : Vidner, festskrift til Henrik Have, InkInc 2006.



Jeg fortalte Henrik om min ven, kineseren, som rejste rundt til de europæiske byer sammen med en gruppe andre internationale studerende. De lånte kameraer ud for at få folk til at portrættere deres by. Under arbejdet med projektet kom de til Polen og gik en tur i Warszawa. Ved indgangen til Krasinskiparken så de et af de skilte, der forbyder hunde adgang. ”There’s no food for Xiaomin in this park”, havde den vittige amerikaner sagt. ”Nej, det tror da fanden” bander Henrik, da jeg fortæller ham historien, ”det er der alle jøderne fra ghettoen ligger begravet”.
Alle, der kender Henrik ved, at anekdoten, fuld af kuriositeter og diskurser, er en genre, han elsker og mestrer. Når jeg kommer i tanke om det her, så er det fordi det er samme næse for historier, som gør Heroines vadested til en af Henriks mest åbne bøger, fanget som den er midt i den store Europaaerzählung 1972-1990, som Henrik i retrospektiv har samlet i en mørkeblå kartonæske, som står her på bordet foran mig. Heri står, eller rettere ligger, Heroines vadested som kom i ’84 i forlængelse af Fortættet Europa fra ’80 og Turistrejse til min elskedes dyner fra ’83 og umiddelbart før den første bog No-trilogien, No retur, som kom efter seks års pause i ’90.
Ikke blot den politiske samtid - Solidaritets opståen i forlængelse af strejken på Leninstålværftet i Gdansk i sensommeren 1980 med overskægget Lech Walesa (Henrik siger ”jeg bærer mit køn midt i ansigtet”) som frontfigur - men også kærlighedshistorien med den i bogen benævnte Ewa og de detaljerede iagttagelser omkring den, gør Heroines vadested til vejviser til en bestemt tid et bestemt sted: Polen i årene 1980-1984.
Warszawa er centrum i Henriks Europa. Og i Krasinskiparken ser han i begyndelsen af Heroines vadested flere morgener en gammel kvinde, der slæber sig af sted på stierne, råbende og bandende mod alle hun møder. Ligesom de begravede under græsplænen er hun et af krigens ofre: Hun har fået et maskingeværs kugleregn gennem hoften. Og hendes hund, en mager schæfer, kæmper for at få slæbt den lamme bagkrop med sig. Ved dette syn spørger Henrik: ”Er livet så ikke selve nåden, når alt kommer til alt? Er det ikke kynisk at dø stående, når der er plads til at leve på knæene?” Det er det heroisk-ydmyge udgangspunkt, som digteren genkender og vander sin egen praksis med.
Anekdotefortælleren får mere plads i de to landevejstekster, som jeg kalder dem, der følger. Den ene er et kærlighedsdigt. Det udspiller sig på en rasteplads med weekendboder og små restauranter i idyllisk landlig skovstil. De elskende har gjort holdt for at få en bid, men rastepladsen er tom. Boderne har været lukkede længe. I stedet går parret ind i skoven og hører en musik, som de i begyndelsen begge tror kommer fra den anden. En uhyggelig mystik breder sig i digtet. Parret går tilbage mod rastepladsen, hvor musikken nu synes at komme fra. Og så sker det: En mand med en vanvittig smuk harmonika kommer frem fra en rydning. Han fortsætter, som om parret slet ikke er der, og går langsomt fra træ til træ, standser op foran hvert eneste, stirrer ind i stammen og spiller ”en slags vals”. Synet efterlader læseren lige så målløs og rørt som fortælleren og hans elskede. Vi har fået et vidnesbyrd om den umådelige mængde af mulige elskere, om mødets tilfældighed, om den ensommes hellighed.
Den følgende tekst, Af fuglenes sprog, er et natligt road poem, hvor vi møder fortælleren alene på vej i bil fra det centrale Polen til Danmark med sin svigerfars bekymring siddende i baghovedet. Et sted nord for Poznan indhenter han en lastbil og lægger sig i behagelig afstand af dens røde baglygter. På et tidspunkt sker der noget oppe foran. Lastbilens lygter fanger pludselig ”en hvid mur” og noget kastes i en bue bagover og lander på vejen. Fortælleren når at bremse op. Så overtages hans oplevelse af en bogstavelig talt stoflig fornemmelse for farve. ”Drevet sølv på en pude af sort fløjl” er hvad han ser. Det viser sig at være en ulv, sjælden smuk som han skriver, der ligger i den sidste rallende krampe, mens blodet i ryk vælter ud på den sorte asfalt. Igen dyreofferet. Igen betragteren. Igen historien.
Parallelt med disse tekster, som er erfaringer af det samtidige Polen, hvor kampen mellem myndighederne og Solidaritet begynder at spidse til, står de mytologiske tekster, der så at sige bereder den polske jord, gør den beboelig for fortælleren. Allerede åbningsdigtet, Kullets opstandelse, anvender det traditionelle kødløse polske julemåltid, karpen, som parallel til den undergrund, der er fyldt med kul. Traditionen gør så at sige landet spiseligt for fortælleren, og leder tanken omkring Svantevit hen til den underjordiske, den mytologiske fortid, hvor Polen var det mudrede vadested for en elskovssyg Zeus i tyreskikkelse, der fræsede hele kontinentet op med skønheden Europa surret fast til ryggen. Europa er bogens Heroine. Polen er Europas vadested.
Men hvor myten sædvanligvis forener fabel med iagttagelse i en helhedsforståelse af verden, lader Henrik de forskellige elementer stå sideordnede. De mytologiske lag og hans egne iagttagelser har lige stor vægt – som tandhjul, der griber efter hinanden, men kun forbindes ved læserens mellemkomst.
To ideer om verden og sproget står her overfor hinanden og afføder to poetikker: i den enkle findes verden, skabelsen er så at sige færdig. Sproget kan berøre verden, men den ændrer sig ikke - den benævnes, udstyres allerhøjst med egenskaber. I Henriks poetik skabes verden til stadighed af ordet. Ordets ansvar er langt større, fordi det skaber verden – ikke ved at benævne den, men ved at være den, i samme øjeblik det siges. ”Beskrivelsen af det fuldendte er identisk med det fuldendte”, skriver Henrik. Den fortalte bliver fortælleren. Den skrevne, skrivende. Citatet stammer fra det første af de 11 digte i afsnittet Af en jonglørs erindringer og optegnelser. Jongløren er en identifikation holdt ud i stiv arm. ”Jeg blev en jonglør med indbygget publikum”, siger identifikationen, og definerer i et andet digt manegen som der hvor cirklen holder op og byen med dens let genkendelige fupnumre begynder. Jonglørfiguren er inspireret af en skizofren mand i London på nogenlunde samme tid, der holdt cirkus for de forbipasserende på fortovet, fortæller Henrik mig en dag. Netop det er et eksempel på, hvor let referencer glider ind i hans værk og hvor svært det kan være at efterspore dem. Kun den fælles interesse for verden og især dens afkroge, og fortællerens identifikation med figuren gør referencen relevant for læseren. Men relevant det er jongløren, når han i det ottende digt er midlet til en trommehvirvel af Henriks anekdotiske virkelighedspoetik: ”Tusinder af mennesker ser på ham i det øjeblik. Tusinder har identificeret sig med ham og er ude af stand til at opleve. Tusinder af mennesker ved ikke hvad der sker. Og i det øjeblik teltet hviler i en mystisk stilhed af tilbageholdt åndedræt, én opmærksomhed på ét lille trick, sker det, for sent: nummeret er udført.”



__________________________________________________



FOLK LEVER STADIG AF MIRAKLER
Artikel i dagbladet Politiken, 21. april 2002



Du må lære solen at kende på den måde: nådesløs, stædig uden at anstrenge sig. Den hælder sit middagslys ned, uden en sky til at dæmpe det. Du står på en vej, der løber langs med fiskernes strand. Vandet glitrer der nede til højre, du står her på vejen, og så er der rækken af afskallende huse til venstre med gårdene inde bagved, hvorfra der førhen blev solgt kul til damperne på vej ned langs kysten. Nu er det pakhuse og barer. Der bor en maler, du gerne vil lære at kende. Du ser ham tit i baren, der hedder ”Hajens Mund”, han står med sin grogue ved indgangen hvor hajgebisser vifter som ugæstfrie gardiner. Den ujævne vej er lavet af afrundede sorte sten, der kaster lyset tilbage med sort fortegn. Den løber ned imod den 15 meter høje replikant af Torre de Belem, Betlehemstårnet, i Lissabon, som den gamle kolonimagt har malplaceret her på Rua da Praia. Varmen flimrer henover vejen, kun i skyggen af et enkelt akacietræ er det til at sidde. Klokken er lidt over middag i Mindelo. Der sidder allerede syv-otte mænd i skyggen af træet og venter på deres frokost: cavala, den lokale makrel, som er fastere i kødet end dens nordlige fætter. Havde det i dag været den 27. august 1941 havde der ikke været andet end fisken at spise; ingen kartofler, ingen ris. Tørken ville være her. Verdenskrigen ville være brudt ud. Sulten ville være her. Og en af mændene under træet ville have spillet på en slidt cavaquinho. Og det er ikke usandsynligt at han hed Justino da Cruz Evora og i dag blev far til en pige ved navn Cesaria.
”Jeg hedder Joana Maria Medina Vaz. Min far hed Manuel Isodoro Vaz og min mor Maria Medina Piedade. Jeg var 32 da Cesaria blev født. Jeg drikker ikke, jeg ryger ikke, jeg har aldrig skejet ud. Jeg har været meget sparsommelig.” Det er Cesarias mor, du hører. Dona Joana. Du møder hende i Cesarias nye store hus oppe i det luftige kvarter Cha d’Alecrim lidt før jul 1998. Dona Joana er 89, med store lyserøde og hvide felter i den ellers brune hud. Hun er ved at miste sit pigment. Hun har været blind i nu snart mange år men hun mærker din sjæl gennem hånden, som hun holder. Hun snakker mens hun venter på sin frokost. Da hun var yngre lavede hun mad til de hvide og ”doktorerne”, de fine folk i Mindelo. Hele klientellet på det hedengangne ”Gremio”. ”Jeg lavede små anretninger til dem, og folk kunne li’ min måde at lave mad på. De sendte endda bud efter mig fra paladset”, den portugisiske guvernørresidens. Hun må have tilberedt lidt af hvert af fisk, hummer og grønsager fra naboøen Santo Antao. Santo Antao producerer, Mindelo sælger. Sådan har det altid været. Mindelo er for tør til at noget virkelig kan gro, men folk samles her på grund af bugten, som er en af de dybeste i Vestafrika. I virkeligheden et sunket vulkankrater, som skibene kommer sejlende ind i fra nordvest. Og ”catchupa” selvfølgelig. Dona Joana må have lavet catchupa, den kapverdiske nationalret. De fattiges ret, en direkte arv fra den portugisiske ”feijoada” med hvide bønner og den brasilianske med sorte. Grundlæggende kogt på tørret majs, der er slået åbne og koger møre sammen med bønner. Derudover kommer man alt i: gris (fødder, ører), kylling, fisk, chorizo. Jo mere der kommer i, des ”rigere” er catchupaen. Cesaria sætter sig ved siden af jer. ”Min mor lavede retter, som jeg aldrig har fået opskriften på. Hun forklarede mig det hele grundigt, men jeg glemte det igen. Hun kan ikke læse, men hun lavede mad som om hun havde læst opskrifterne i en kogebog. Hun var en stor succes hos portugiserne… Min far Justino døde da jeg var syv år. Han holdt op med at spille og kastede sig i stedet ud i nattelivet. Han drak meget og spiste ikke. Det var det der slog ham ihjel”, siger Cesaria.
Det er december i Mindelo. Elektroniske julemænd hænger i lygtepælene og spiller falske melodier i solskinnet. Og før du ved af det er også Dona Joana slut af den her verden. En af dagene ser du det store begravelsesoptog i sort og med sørgende blæsermusik gå gennem byen op imod kirkegården og de urørlige rækker af hvide kors. Men du nåede at møde hende. En ægte sanbadjuda, kapverdianer fra øerne i vindsiden: stolt og med et livs hårdt arbejde bag sig for at opfostre sine børn. For kapverdianerne siger at det er børn der er rigdom.
Mindelo, 1957. Byen syder af små barer. Ørkenens døtre kender deres besøgstid som i enhver anden havneby. Især i kvarteret, der kaldes ”Lombo” er der fest når mørket falder på. Kapverdianerne mødes med guitar, violin og cavaquinho i de livlige gader. ”Kapverdiansk nat” og ”Serenadenat” kalder de disse improviserede koncerter på barer og gadehjørner. Og det er hos en dame i Lombo, Bia de Pipi, at Cesaria begynder at optræde. Festen begynder som en spøg udenfor en af vennernes vindue. Cesaria er ung og uskyldig ligesom de andre i gruppen, svært at forestille sig: en lian på 16. De drikker den lokale limonade, Supirina, og leger det er Coca-Cola. De sover formiddagen og middagsheden væk og mødes om eftermiddagen ved Matiota-stranden. Husk på det var dengang Club Nautico endnu fungerede som toldbygning for portugiserne. Vennerne og veninderne mødes for at organisere lørdagens udflugt til Salamansa ude forbi det grønne bjerg, hvor Cize, som de kalder hende, sopper med nøgne fødder i strandkanten, men aldrig går længere ud. Tilbage i Mindelo begynder festen igen når månen står på himlen. Cesaria møder en musiker, Eduardo, ældre end hende selv, som bliver hendes første store kærlighed. Sammen optræder de på barer med navne som Club Sporting, Mindelo Bar og Scotland Bar. Af dem er det kun Club Sporting der findes nu. Og på Cafe Royal som stadig ligger der nede på Rua da Lisboa, tæt ved havnen. Cafe Royal med det store åbne barrum og glasskabet nede i hjørnet med udstillingen af gamle fotografiapparater til salg. Og bag bardisken den evige vært iført store brune briller defilerende foran en række White Horse whisky.
Cesaria synger sangene fra traditionen. B. Lezas allerede klassiske morna’er fra midten af århundredet: Mar Azul, Luiza og Miss Perfumado. Og Manuel de Novas’ nye kompositioner som Apocalipse og Paraiso di Atlantico. Har du undret dig over benævnelsen på den kapverdianske ballade: ”Morna”? Prøv at tænke på englændernes indflydelse på Mindelo. Det var englændere, der importerede kul fra Wales og lagde det i store bunker i pakhusene langs med Rua da Praia. Hele Mindelos opblomstring skyldes kultiden, som startede i 1838 og sluttede da dampmaskinen gik af mode. Dengang ankrede tre-fire dampere dagligt op i bugten og lastede kul inden de fortsatte ned langs Afrika eller over Atlanten mod Caribien og Brasilien. Sporene efter kulanlæggene og tipvognene er stadig tydelige ud for Club Nautico. Tænk på det engelske verbum: To mourn. At sørge. At sørge over dem der forlod familien og tog af sted over havet. Dem der af portugiserne med penge blev lokket til Sao Tome nede i Guinea-bugten for på eksperimentel vis at opdyrke øen. Dem der døde af feber i junglen dernede. Dem der ikke kom hjem før 30 år senere. Udslidte, forandrede. Denne smerte af ”sodade”. Det er ikke portugiserne, men de kapverdiske digtere, der har skrevet øernes historie i disse sange. Notér navnene til senere fordybelse: B.Leza, Eugenio Tavares, Gregorio Goncalves, Manuel de Novas, Morgadinho, Rufino Almeida, Teofilo Chantre. Se så for dig de vulkanske prikker i Atlanten ud for Senegals kyst, lige der hvor håbløshedens breddegrad og forglemmelsens længdegrad krydser hinanden. Hør bølgeslaget som en puls der bliver ved lang efter vi er skilt og døde. Så kan du mærke morna’en indeni.
I verden findes der ikke ret og uret. Der findes kun uret. I mellemtiden er Eduardo taget afsted for at skrælle sin appelsin i Europa. Cize synger for ”doktorerne”, men de betaler hende aldrig mere end et måltid for hendes stemme, næste formiddag er hun igen på bar bund. Hun har sunget i radioen og folk kender til hende, men hun har aldrig været væk fra sin fødeø. I 60’erne er portugisernes krig i de afrikanske kolonier intensiveret, vel vidende at kolonierne er grundlaget for den gamle Salazar-økonomi. Der er ingen ildkampe i Kap Verde, men det hemmelige politi, PIDE, forbyder de kapverdianske nætter, forbyder serenaderne på gaden i en total respektløshed for den kapverdianske mentalitet. Dem PIDE tager i at spille og synge banker de til krøblinge og smider i fængsel. Men indeni stålsætter det blot modstanden mod kolonimagten. Den 5. juli 1975 kommer uafhængigheden. De hvide forsvinder fra dag til anden. De var Cesarias faste publikum, og de var også begyndt at betale hende en smule. Kassen i den nye republik er totalt tom. Det er et udsultet land, et land der må begynde forfra med alt. Berøvet sit betalende publikum holder Cize op med at synge og bruger al sin tid på det lille liv i huset. Hun er træt, ikke ung nok mere til at bære sin alder som en charme. Musikerne, som hun havde spillet med, afskriver hende og mener at hendes stemme er gået tabt for altid. Cesaria drikker, ryger, overlever sit liv i Lombo fra dag til dag. Og sådan bliver det ved i ti år.
Hvad der sker derefter er allerede blevet fortalt af mange. Det er en succeshistorie ingen havde regnet med, slet ikke Cesaria selv. Hun anede ikke at der stod sådan en dør og ventede på at hun skulle gå igennem, har hun sagt. I verden findes der ikke ret og uret. Der findes kun uret. Husk på at det er tilfældighedernes spil, selv om det denne gang føles som en sød hævn for sjælen. Masser af stærke stemmer presser på for at blive hørt. Måske i morgen bliver de det. Om gud vil, som Stalin sagde.



__________________________________________________



MENNESKE TIL MENNESKE
Forord til Ole Sarvigs digtkreds, Gyldendal 1993



For halvtreds år siden udkom det første bind af et af dansk digtnings store mesterværker: Grønne digte, begyndelsen på Ole Sarvigs digtkreds.
Først hen ad vejen blev han klar over, at det var en kreds, noget der skulle sluttes, han skrev på. I efteråret 1942 henvendte Sarvig sig med en kuffert fuld af digte til kritikeren Kjeld Elfeldt, der arbejdede på Berlingske Tidende. Elfeldt læste nogle af digtene og sendte Sarvig til digteren Kai Hoffmann, der var konsulent på Branners forlag. Det var Kai Hoffmann, der af Sarvigs store materiale udvalgte Grønne digte. Jeghuset blev udvalgt af samme materiale i samarbejde med to unge litteraturstuderende fra Aarhus, Thorkild Bjørnvig og Bjørn Poulsen, som Sarvig havde truffet ved en oplæsning. De valgte, ifølge Bjørnvig, bl.a. nogle lidt for "Kai Hoffmann-inspirerede" digte fra. (Flere digte fra dette store ungdomsmateriale udkom senere, især i Forstadsdigte fra 1974).
Men nu begyndte et nyt materiale at vokse frem: de to prosadigte Mangfoldighed og Legende, der bragte Sarvig længst ind i hans egen myte. Mangfoldighed er et flimrende sommerdigt, skrevet fra det samme nordsjællandske erindringsrum som romanen Limbo. Legende, der udkom sidst og forudsætter Sarvigs tidligere bøger, oplever man ikke bare som billedkæder, men også som episk forløb, begyndelsen til drama.
Sarvig indordnede Mangfoldighed, der udkom efter Grønne digte og Jeghuset, som nummer to i rækken. I 1945 vidste han altså, at han var i gang med at skrive en digtkreds. I kredsens to sidste bøger, Menneske og epilogen Min kærlighed, findes Sarvigs første flerstemmige og dramatiske tekster. De markerer slutningen på en del af forfatterskabet og begyndelsen på en ny. Prosadigtene havde bragt ham et stykke gennem hans egn.

Mennesker forandres ikke fra generation til generation, deres kvaliteter og begær er de samme, men det ydre liv forandres, måderne at færdes i gaderne og måderne at bo i husene forandres - det er det, der skaber en nye generation, et tidsfællesskab, som sarvig ser og skriver.
For en skabende kunstner er ikke forud for sin tid, han ER sin tid, og fyrrernes virkelighed er ikke tredivernes virkelighed, selv om mennesker ser, hvad de tror, de ser.
Sammen med krigen synliggør digtkredsen det bevidsthedsskred, der gør fyrrernes mennesker i stand til at opleve fyrrerne med fyrrernes øjne. Nu er det formentlig lettere at være samtidig under en krig, når de ydre livsformer forandres synligt for næsten alle; alle har muloghed for at erfare, at der er sket et skred i den måde mennesker lever og tænker på. Det ændrer ikke, at Sarvig så det nye og skrev det fra sindets by, fra det mørklagte København, fra sommerens Sjælland, så alle kunne se det. For det ene er det andets skjulte ansigt, og moderne skal SE noget, før de ved det.

Sarvig skrev så præcist og så centralt for moderne mennesker, at vi stadig definerer os med og mod hans værk. I denne nutid, som ikke har skiftet retning - den er stadig moderne, men nu ultrmoderne - står Sarvig os nærmere end mange andre (og senere!) danske modernister, der oplever verdens opløsning gennem et fast, måske stærkt, måske svagt, men helt jeg. For os i dag som for Sarvig er jeget opløst, og den opløste verden trækker igennem det og aflejrer sine former. Det giver en vis lighed mellem jeget og verden. For Sarvig især en lighed mellem jeget og husene. Husene har altid været ly, så menneskene kunne drømme, men krigen ændrer det. Ville sarvigs landskab ikke have set anderledes ud, hvis København var blevet sønderbombet?: "Min sorgs sære gamle villa/med kolde nordverandaer/og ubrugelige tårnkamre!" - det er neutronbombens offer. Det ydre står stadig fast og konstruktionshårdt, men igennem sprækkerne siver døden uorganisk ind. For den moderne verden er slet ikke organisk. Den er løbsk. Den vokser eksploderende hurtigt, som organisk væv kun gør, når det er sygt.
I digtkredsen (i modsætning til Sarvigs essaysamlinger, som er ret ensidigt kulturpessimistiske) bliver det brugt som vilkår, der kan sættes af fra. Digtene er sete og så sansede, at man går omkring i dem. En verden af ord, man går ind i. Midtvejs i kredsen konkretiseres det: "Forvildede du dig ind i de nedhængende grene, i håndskriftens lianer, i insekternes lete fodspor?" - "Dagens skibe. Om lidt skulle de styre ud som ord i en bog, i kanalerne bag sommeren og være til i dagenes skrevne linier."
Den ydre verdens billeder former sjælens landskab, så de både sanses og føles - det ene er det andets skjulte ansigt - ordet bliver kød:



ORDET

Se, det står alene,
tankefast og ene,
suser som en sølvhvid poppel
i de myge grene!



Det er det sidste digt inden epilogen. Kredsens allerførste digt har titlen Billede.
Alting forandres, men ikke uden grund. Sarvig bevæger sig gennem mødet i tidspunktet fra jeget til duet, menneske til menneske, og en forbindelse til flerstemmig virkelighed opstår i dette mødes dobbeltvæsen. Så Sarvig kan forlade digtenes egn og bevæge sig ind i en ny. Han vender tilbage som voksen mand i Limbo, der er en lyrikers vidunderlige roman. Men denne digtkreds er stoffets oprindelige, unge udtryk - og begyndelsen, der indeholder hele den sarvigske egn. Jeg kan ikke glemme den.

Denne bogs titel, MENNESKE TIL MENNESKE, over de seks digtbøger er min og forlagets. Digtkredsen udkom aldrig samlet, mens Ole Sarvig levede.



__________________________________________________